Teknik

Sådan gør jeg

Flere lag stof

Mine billeder består altid af flere lag stof. Nederst er to lag bomuldsstof - gammelt lagen eller lignende - farve totalt ligegyldigt, helst strøget og klippet nogenlunde til i rette størrelse.

Abstrakte billeder

Ved abstrakte billeder bliver de mønsterdannende stofstykkker sat direkte på lagenet med knappenåle, så kanterne overlapper lidt. Før man syr, er det vigtigt at færdiglave samtlige felter for hele billedet, ellers er det svært at skabe ro/harmoni. Stofstykkerne bliver zigzagget på meget tæt med neutral sytråd.

Figurative billeder

Ved 'figurative' billeder bliver der ovenpå lagenet lagt et stofstykke i en grundfarve, men bortset fra det er fremgangsmåden den samme. Hele billedet bliver lavet færdigt og sat op med knappenåle, før der bliver syet. Faktisk venter jeg ofte mange dage, før jeg syr, da det er meget svært at pille op hvis noget er forkert. Det er jo ikke altid, at den første idé har været helt rigtig, som regel skal noget flyttes eller helt udelades, og andet føjes til. Ved disse billeder skiftes der ofte sytråd til en ny farve, men kun overtråd, undertråden er, hvis maskinen er ordentligt indstillet, helt uden betydning.

Tegning med sytråd

Nogle gange bruges sytråden til at tegne med. Her zigzagges der bare i forskellig bredde. Det kan for eksempel ofte ses i håret, ved visse ansigtstræk samt ved bogstaverne i tekster.

Knappenåle

Knappenålene kan være et problem ved store billeder. De falder let ud under arbejdet ved symaskinen, derfor har jeg vænnet mig til at standse ofte og checke, at samtlige nåle sidder fast endnu, så billedet ikke falder fra hinanden. Ganske små dele kan evt. sættes fast med limstift.

Rammen

Afsluttende monteres billedet (tæppet) med en rammme af stof som dækker hele bagsiden og lidt af kanterne på forsiden. Stoffet til rammen er det eneste nye stof jeg køber, selv om der selvfølgelig indgår nye stofstykker i billederne, idet jeg tit får rester forærende. Ellers består det meste af billedet af genbrugsstof.

Ophængning

Billedet hænger på en rundstok, der går gennem en løbegang dannet af rammens øverste kant.

Genbrug

Nogle billeder mislykkes, men som regel er der stumper, der er brugbare, så i stedet for at kassere hele billedet klipper jeg de gode stykker af og genbruger dem.